Når det, der engang beskyttede dig, spænder ben i dag
Har du oplevet at reagere på en måde, som du bagefter ikke helt forstår?
Måske trækker du dig, når du længes efter nærhed.
Måske siger du ja, selvom du mener nej.
Eller måske bliver du hurtigt overmandet af vrede, forsøger at kontrollere situationen eller lukker helt ned, når noget bliver svært.
Mange mennesker oplever, at disse reaktioner gentager sig og særligt i nære relationer. Reaktionerne og følelserne kan virke voldsomme, uforståelige eller komme helt ud af det blå. Ofte bliver vi frustrerede over os selv og forsøger at ændre adfærden uden at forstå, hvorfor vi reagerer, som vi gør.
En vigtig nøgle til forståelse og dermed muligheden for at gøre noget anderledes, kan være at se nærmere på vores overlevelsesstrategier.
Hvad er overlevelsesstrategier?
Overlevelsesstrategier er de mønstre og måder at reagere på, som vi ubevidst udvikler tidligt i livet for at bevare kontakten til de mennesker, vi er afhængige af. Som børn lærer vi hurtigt, hvilke sider af os selv der bliver mødt med kærlighed og accept, og hvilke der bliver afvist, ignoreret eller mødt med kritik. Man kan sige at overlevelsesstartegierne er opstået af nød og hjælper os med at opretholde den bedst mulige forbindelse til vigtige personer, eller hjælper med at forhindre at den følelsesmæssige afstand bliver større.
Det handler for barnet ikke om at være autentisk, men om at bevare så meget kontakt som muligt til de vigtigste personer i livet, også selvom det går ud over barnets grænser og autonomi.
Måske lærer et barn at undertrykke sin vrede, fordi vreden skaber afstand til en omsorgsperson.
Måske bliver barnet den hjælpsomme, som tilsidesætter egne behov for at få anerkendelse.
Eller måske lærer barnet at gøre sig usynligt eller mentalt “forsvinde”, når omgivelserne føles utrygge og farlige eller barnet vil undgå kritik.
Dengang var disse strategier kloge og nødvendige. Som voksen kan de imidlertid fortsætte med at styre vores reaktioner og stå i vejen for de relationer og det liv, vi ønsker.
Vores tidlige relationserfaringer sætter typisk spor indenfor fem områder i nutiden, som ofte er knyttet til vores største længsler og frygt:
- Kontakt: Længslen efter nærhed samtidig med frygten for at blive afvist.
- Afstemning: Længslen af at blive mødt og forstået og frygten for, at egne følelser og behov ikke bliver set og anerkendt.
- Tillid: Ønsket om at kunne stole på andre samtidig med frygten for at blive svigtet.
- Autonomi: Ønsket om at være sig selv, sætte grænser og udtrykke egne behov uden frygt for at miste relationen.
- Kærlighed og intimitet: længslen efter kærlighed og nærhed kombineret med frygten for sårbarhed og afvisning.
Når overlevelsesstrategierne bliver en begrænsning
Det, der engang var en livsnødvendig måde at passe på sig selv på, kan senere i livet blive en begrænsning.
Det sker, når vores nervesystem fortsætter med at reagere ud fra de samme mønstre, selvom situationen ikke længere kræver det. Strategien bliver automatisk og kan komme til at forme de tanker og forestillinger vi har om os selv og verden omkring os.
Måske tænker du:
- “Jeg er er sådan én, der kan klare det hele selv og ikke spørger om hjælp.”
- “Jeg er altid så konfliktsky.”
- “Jeg er en rigtig peoplepleaser.”
- “Jeg kan ikke stole på andre.”
- “Jeg er alt for følsom.”
- ”Jeg har et voldsomt temperament og farer op ved det mindste”
Udsagn som disse beskriver ikke, hvem du er. De beskriver en adfærd og hvordan du har lært at passe bedst på dig selv for at kunne navigere lettest i livet.
Når overlevelsesstrategier bliver en del af tanken om, hvem vi er, så kan de begrænse vores evne til at være fleksible, mærke os selv og indgå i nære relationer på en måde, der passer til den virkelighed, vi lever i som voksne.
Den gode nyhed er, at ved at få øje på og arbejde med egne overlevelsesstrategier, så behøver de ikke længere at spænde ben for dig. De kan faktisk blive en styrke, når du er bevidst om hvornår de dukker op.
Overlevelsesstrategier lever også i kroppen
Vores strategier findes ikke kun i vores tanker, men afspejler sig også i kroppen og nervesystemet.
Nogle mennesker lever i et konstant højt alarmberedskab, hvilket kan give følelsen af stress eller udmattelse.
Et højt alarmberedskab udstyrer ofte kroppen med gode antenner, der opfatter alle (fare)signaler omkring dig. Kroppen er spændt og der mærkes en indre uro, skuldrene trukket op, vejrtrækningen overfladisk, og nervesystemet er hele tiden klar til kamp, flugt eller frys.
Andre oplever det modsatte. Kroppen bliver slap, energiforladt eller følelsesløs. Det kan være svært at mærke egne behov eller følelser, og man kan opleve at koble fra eller forsvinde mentalt (kaldes også dissociation).
Begge reaktioner giver mening. De er udtryk for den måde, nervesystemet har lært at beskytte dig på.
Terapi handler derfor nogle gange også om at skabe nye kropslige erfaringer, så nervesystemet gradvist opdager, at det ikke længere er fare på færde og følelsen af at være i konstant stress aftager, hvilket giver mulighed for og plads til andre ting.
Hvordan viser strategierne sig?
Overlevelsesstrategier kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Selvom strategierne ser forskellige ud, har de det samme formål: at beskytte os mod smerte og beskytte relationen til betydningsfulde mennesker.
På figuren herunder ses nogle eksempler på overlevelsesstrategier og der er mange flere.
Måske genkender du én eller flere strategier, eller kan komme i tanke om andre måder, hvorpå du reagerer i udfordrende situationer. Noget, som engang var hjælpsom, men som i dag spænder ben for det, som er vigtigt.
Hvordan kan du begynde at forstå dine egne mønstre?
Du kan starte med at stille dig selv nogle spørgsmål:
- Hvilke situationer får mig til at reagere på en måde, som undrer mig?
- Hvad gør jeg typisk, når jeg føler utryghed i en relation/situation?
- Hvilke følelser er svære for mig at vise?
- Genkender jeg måden at reagere på fra episoder tidligere i livet ?
- Hvordan kunne denne strategi hjælpe mig eller være nødvendig dengang?
- Hvilken effekt har strategien i dag: Hvordan hjælper den dig og hvordan spænder den ben for dig? Hvordan påvirker den andre?
Formålet med at blive klogere på egne mønstre er ikke, at lede efter fejl hos dig selv eller dine omsorgspersoner. Formålet er at finde en forståelse for, hvorfor dit nervesystem reagerer, som det gør. Herved er det muligt at arbejde mod det, som du ønsker og væk fra det, som dræner eller frembringer følelser, som fylder for meget.
Vejen mod større frihed
Når du bliver bevidst om dine overlevelsesstrategier, kan du møde dine reaktioner med større nysgerrighed og mildhed. Strategierne er ikke din personlighed, men mønstre, der engang hjalp dig med at passe på dig selv.
Det handler ikke om at fjerne dem eller forstå hele din fortid, men om at opdage de mønstre, der automatisk tager over, så du gradvist får mulighed for at vælge anderledes.
Med nysgerrighed og medfølelse kan du løsne grebet om gamle mønstre, mærke dig selv tydeligere og skabe nye måder at være i kontakt med dig selv og andre på. En psykoterapeut kan støtte dig i denne proces og skabe et trygt rum, hvor du kan undersøge dine reaktioner uden selvkritik og skam.
Større frihed handler ikke om at blive en anden, men om at få mere plads til at være den, du allerede er. Ikke kun at overleve, men også at leve og trives.
Hvis du er nysgerrig på at blive klogere på dine overlevelsesstartegier, så vil jeg gerne hjælpe dig. Kontakt mig her eller book en tid her
Herunder ses nogle eksempler fra min praksis. For at fremme forståelsen er disse cases forenklede og nuancerne er ikke medtaget.
Andreas, 54 år: “Jeg kommer til at trække mig, når jeg længes mest efter kontakt”
Andreas oplevede gentagne gange en voldsom jalousi i sine parforhold. Når jalousien opstod, trak han sig fra sin partner, og i flere tilfælde havde han forladt en partner, som han ellers havde været meget glad for.
Andreas var vokset op med en psykisk syg bror og en følelsesmæssigt utilgængelig mor. Senere flyttede han hjem til sin far. Hver gang far fik en ny partner, oplevede Andreas, at en anden person fik »førstepladsen« i betydning. Endnu en gang følte han, at han mistede kontakten til en vigtig person i sit liv.
I terapien blev det tydeligt, at Andreas tidligt havde udviklet en vigtig overlevelsesstrategi: Han passede på sig selv ved at forlade en vigtig person, før han selv risikerede at blive forladt. På den måde kunne han skåne sig selv for den overvældende følelse af ensomhed og forladthed.
Andreas’ nervesystem havde gennem hans tidligere erfaringer lært, at kærlighed kunne forsvinde fra den ene dag til den anden til fordel for en anden person. Derfor føltes det tryggere at trække sig først end at risikere endnu en gang at opleve svigt og tab.
Sammen arbejdede vi med at forstå den insisterende jalousifølelse, trangen til at forlade dem, der kom for tæt på, og den måde, andre personer kunne blive opfattet som en trussel mod vigtige relationer.
Efterhånden som Andreas blev mere opmærksom på dette mønster, blev det muligt for ham at stille sig et nyt sted i sit parforhold. Han begyndte langsomt at kunne skelne mellem fortidens erfaringer og det, der faktisk foregik i nutiden. Han kunne øve sig i at blive i relationen, også når jalousien og frygten for at blive erstattet dukkede op.
Erkendelsen af, at hans tidligere erfaringer ikke nødvendigvis var sandheden om hans nuværende forhold, gav Andreas et nyt håb for fremtiden og for det forhold, han stod i.
Klara, 27 år: “Jeg gør alt for andre og får intet igen”
Klara sagde ofte ja til alt. Hun hjalp veninder og familie med at flytte, køre, lave mad og lægge øre til problemer, selv når hun var udmattet, og havde lyst til at sige fra.
Som barn blev hun rost, når hun var sød, høflig og nem. Hendes forældre var stolte af hende, fordi hun aldrig gav problemer og passede sig selv, når de eksempelvis havde gæster. Når hun viste vrede eller utilfredshed, blev hun mødt med tavshed. Hun blev ofte sendt op på værelset og ignoreret indtil hun kom glad tilbage og var glade Klara igen.
Klaras nervesystem havde erfaret, at en forbindelse til andre krævede, at hun tilsidesatte egne behov og opfyldte andres behov, som i dette tilfælde var at fylde så lidt som muligt og være nem og udglattende.
Sammen arbejdede vi med at forstå sammenhængen mellem fortid og nutid. Det blev lettere for Klara at begynde at mærke egne behov og sætte grænser, som var gode for hende. Hun erfarede, at de grænser hun satte ikke skubbede andre mennesker væk og men at hun i højere grad følte sig set og respekteret. Denne følelse var ny og livsbekræftende og bredte sig ud i mange aspekter af hendes liv.
Malou, 18 år: “Det er, som om jeg forsvinder”
Malou voksede op med psykisk og fysisk vold i hjemmet. Hendes mor og far drak meget alkohol, og stemningen derhjemme var ofte uforudsigelig. Malou vidste aldrig, hvordan aftenerne ville udvikle sig, eller hvornår en konflikt ville eskalere.
Når konflikterne blev for voldsomme, lærte hendes nervesystem helt ubevidst at koble fra. Hun beskrev det som en oplevelse af, at hun forsvandt. Lydene ændrede sig, tiden syntes at stå stille, og hun kunne opleve sig selv i slowmotion udefra.
Denne dissociationen havde været en effektiv beskyttelse i barndommen. Den gjorde det muligt for Malou at skabe afstand til de følelser af frygt, kaos og forvirring, som fulgte med utrygheden og volden.
Men det, der dengang havde hjulpet hende med at overleve, skabte senere store vanskeligheder i hendes ungdomsliv. Hun dissocierede dagligt og mistede kontakten til både sig selv og andre på tilsyneladende tilfældige tidspunkter.
Da Malou kom i terapi, var hun overbevist om, at dissociationerne aldrig ville forsvinde. Hun frygtede, at de altid ville komme buldrende på uforudsigelige og højst ubelejlige tidspunkter.
Sammen begyndte vi at undersøge, hvorfor hendes nervesystem havde udviklet denne strategi, og hvilke gode grunde der havde været til, at hun havde lært at koble fra. Vi arbejdede samtidig med de traumatiske oplevelser, hun havde været udsat for, og med at skabe større tryghed og kontakt til sig selv i nutiden.
Efterhånden begyndte dissociationerne at fylde mindre i Malous hverdag. Det, der tidligere havde været en nødvendig og klog strategi til at passe på sig selv, blev gradvist mindre nødvendigt.
I dag fylder dissociationerne næsten ingenting i hendes liv. Det har givet Malou mere plads til at være til stede, mærke sig selv og udfolde de ting, der betyder noget for hende.
No responses yet